Search

EM-fodbold på Folkemødet

Folkemødet trækker i landsholdstøjet til EM-kampen mellem Danmark og Belgien den 17. juni.  Viaplay viser i samarbejde med Folkemødet og Sport Event Denmark kampen på storskærm på hovedscenen og på tv-skærme ved en række af de mindre scener på Folkemødet.


Fællesskab er nøgleordet for både fodbold og Folkemøde. Det bliver især tydeligt den 17. juni, hvor Danmark spiller mod Belgien i Parken, og hvor deltagerne på Folkemødet kan følge landsholdet på storskærm ved Folkemødets hovedscene og på TV-skærme på flere af Folkemødets mindre scener.

”Viaplay har i fællesskab med Folkemødet og Sport Event Denmark valgt at bringe fodboldfesten til Bornholm. Kampen spilles om aftenen, og som afslutning på en dag fyldt med politik og debatter. Folkemødets deltagere kan se frem til at lade fodbolden inspirere og underholde,” siger Camilla Laudrup, direktør, Foreningen Folkemødet.

Også i Sport Event Denmark er der glæde over, at det er blevet muligt at vise Danmark-Belgien-kampen på Folkemødet.

”EM i fodbold har en helt særlig plads hos mange danskere. Og inderst inde drømmer vi måske om at genopleve 1992 til sommer, og så endda en del af EM på hjemmebane. Vi glæder os derfor til i samarbejde med Folkemødet og Viaplay at skabe en festlig ramme i Dannebrogsfarver. Store, internationale sportsevents som fodbold-EM kan på mange fronter være med til at kickstarte Danmark efter en lang corona-time-out,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Det er Viaplay, der gør storskærmsvisningen på Bornholm mulig, og der er stor tilfredshed med, at EM-kampen den 17. juni løber over skærmene på Folkemødet.

”Vi er glade for at kunne hjælpe med at brede EM-slutrunden rundt i Danmark, så alle på Folkemødet på Bornholm nu også kan følge landsholdet. Alle kampe fra slutrunden kan ses eksklusivt på Viaplay, og at det derudover er lykkedes at kunne samle forventningsfulde fans foran storskærmen, giver EURO2020 den ekstra følelse af ægte fodboldfeber,” lyder det fra Brian Nielson, Senior Commercial Manager, Nordic Entertainment Group.

 

Fakta:

  • Danmark-Belgien den 17. juni kl. 18.00

  • Vises på én storskærm på Folkemødets hovedscene i sektion A med siddende tilskuere og efter myndighedernes retningslinjer. Derudover kan deltagere på Folkemødets mindre scener i åbne telte også opleve kampen på store TV-skærme i sektion B og C. Pladser og skærme bliver pyntet med rød-hvide farver

  • Folkemødet 2021 foregår inden for indhegnet område opdelt i sektioner med en række scener. Man skal booke personlig billet på folkemødet.dk for at deltage i Folkemødet 2021.

 

Foto: Joshua Tree