Search

ET CORONATILPASSET FOLKEMØDE GENSTARTEDE SAMTALEN

14.000 billetter til debatter og events blev indløst på Folkemødet i Allinge af i alt 8.000 deltagere. Op mod en million danskere så med på TV, og knap 50.000 gange er folkemødedebatter blevet set på folkemødet.dk, da et coronatilpasset Folkemøde 2021 løb af stablen 17.-19. juni i på Bornholm.


Efter corona-aflysningen i 2020 blev Folkemødet i år afholdt i et mindre, sektionsopdelt coronatilpasset format. Det betød krav om billetbestilling, coronapas, begrænset antal publikum og en række hygiejnetiltag. På de tre dage samledes 8.000 deltagere til politisk debat i Allinge inden for et mindre, indhegnet folkemødeområde til en genstart af den demokratiske samtale. Folkemødets 11 scener var rammen for 268 debatter, hvoraf over halvdelen blev streamet til folkemødet.dk. 47.000 gange er folkemødedebatter og -events blevet set online, og debatterne ligger stadigt tilgængeligt for de nysgerrige på folkemødet.dk

Knap 900.000 danskere fulgte med i Folkemødet den 17.-19. juni på TV2 News, der fra Folkemødets hovedscene sendte samtlige partiledertaler, interviews med partiledere, Folkemødets åbning og afslutning samt programmet News & Co. DR bragte Folkemødet på Bornholm ud til hele landet på DR Radio, hvor 1.270.000 mennesker fulgte med, mens 441.000 fulgt med på tværs af programmerne ‘Deadline’ og ‘Debatten’ fra Allinge.

Camilla Laudrup, direktør i Foreningen Folkemødet, er tilfreds med, at det lykkedes Folkemødet at skabe en ramme dialog til trods for corona:

"Det har været helt utroligt at opleve den store lyst til – på kryds og tværs af borgere og beslutningstagere – at genstarte de demokratiske samtaler, som jo i den grad har ligget i corona-dvale i så lang tid. Vi er glade for at være tilbage, om end i en coronatilpasset form, og for igen at hylde vores demokrati."

En tiltrængt mulighed for politisk samtale
I alt deltog 259 foreninger, organisationer, partier, virksomheder mv. med events på Folkemødet, med hver deres ønsker til at forme den politiske dagsorden.

Mange har savnet mulighed for at komme til orde på andre emner end det rent corona-relaterede siger Anthon A. Nødskov, der er chefrådgiver i Operate og ansvarlig for Folkemødeanalysen:

”Mange vigtige spørgsmål har stået lidt i skyggen af corona-situationen. Så Folkemødet gav mange en tiltrængt mulighed for at komme i dialog med politikere og borgere om især grøn omstilling, økonomisk vækst, uddannelse og demokratiet efter corona.”

Artiklen fortsætter efter billedet.

Folkemødet satte politisk dagsorden
Partilederne bragte nye perspektiver på politiske mærkesager, de mange græsrødder, organisationer og erhvervsliv satte fokus på en bred vifte af egne dagsordner, mens medier brugte muligheden til at stille spørgsmål til vidt forskellige temaer – som strejke hos sygeplejerskerne, samarbejdet i blå blok og håndteringen af corona-situationen.

Foreningen Folkemødet samarbejder i år også med forskningsprojektet DISTRACT fra Copenhagen Center for Social data Science (SODAS), Københavns Universitet. Projektet undersøger opmærksomhedsdynamikker og sociale netværk i forbindelse med store politiske begivenheder i Danmark. Morten Axel Pedersen, professor i antropologi og leder af SODAS samt Distract projektet, ser frem til at dykke ned i den indsamlede data fra Folkemødet 2021:

”Folkemødet er et slags levende laboratorium for studiet af politisk opmærksomhed. Med dette projekt ønsker vi at dykke ned i det unikke dataset vi har indsamlet fra årets Folkemøde for at opnå ny samfundsvidenskabelig viden samt forbedre betingelserne for demokratisk offentlig debat.”

Folkemødeanalysen vil i år fokusere på, hvordan Folkemødet påvirker den offentlige debat. Den gennemføres i samarbejde mellem Foreningen Folkemødet, Operate og SODAS på Københavns Universitet.


FOLKEMØDET 2021 I TAL

DELTAGERE I ALLINGE

  • Der blev indløst 14.000 billetter til debatter og events på Folkemødet i Allinge i løbet af de tre folkemødedage af i alt 8.000 unikke deltagere

EVENTS OG ARRANGØRER

  • 268 debatter og events på Folkemødet i Allinge

  • 198 debatter og events gennemført af organisationer over hele landet og delt på folkemødet.dk

  • 259 forskellige foreninger, partier, organisationer mv. afholdt ét eller flere events

  • 12 partiledere holdt partiledertale på Folkemødets hovedscene

DIGITALT FOLKEMØDE

  • 47.000 gange er folkemødedebatter og -events blevet set online på folkemødet.dk. Der er i alt blevet set 362 dages streaming fra Folkemødet (8698 timer) og videoerne er blevet set 47450 gange i alt (71 i gennemsnit).30.000 unikke brugere besøgte folkemødet.dk i forbindelse med Folkemødet 2021. 16.000 unikke brugere har fulgt med i Folkemødet online og set streamede folkemødedebatter og events.

  • Knap 900.000 danskere fulgte med i Folkemødet den 17.-19. juni på TV2 News, der fra Folkemødets hovedscene sendte samtlige partiledertaler, interviews med partiledere, Folkemødets åbning og afslutning samt programmet News & Co.

  • På DR Radio har 1.270.000 mennesker hørt mindst et program om Folkemødet, blandt andet på P1 og P4, og på DRs Tv-kanaler har 441.000 fulgt med på tværs af ‘Deadline’ og ‘Debatten’

  • 250.000 har fulgt med i Folkemødet via Folkemødets formidling på Facebook og 130.000 har fulgt med i Folkemødet via Instagram. 30.600 gange er der interageret med et #fmdk tweet

Folkemødet 2022 afholdes den 16.-19. juni 2022 i Allinge på Bornholm.


Stemningsbilleder fra Folkemødet 2021. Fotograf: Joshua Tree